Patientvejledning: Elastikbehandling af indvendige hæmorroider
Efter operation for indvendige hæmorroider med påsætning af elastikker (“McGivney-ligatur”) er det normalt i et par døgn at være generet af:
- lette trykkende smerter i endetarmen
- afføringstrang
- en smule frisk blødning
Der er ingen problemer med at komme af med afføringen, men især mænd kan i de første dage være lidt generet af hyppig vandladning og trykken over blæren. Et mildt smertestillende håndkøbsmiddel som fx Ibuprofen kan hjælpe i det første døgn, medens salve og stikpiller frarådes.
Efter omkring en uge (3-10 dage) falder de små sorte elastikker og de afsnørede visne hæmorroider af i forbindelse med afføring. Også på dette tidspunkt kan der være en smule blødning og svien, som er harmløs og plejer at være svundet 3-4 uger efter operationen. Efter behandlingen tilrådes det at modvirke forstoppelse med rigelig væskeindtagelse samt en top-teskefuld HUSK, som fås i håndkøb på apoteket.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå kraftig blødning eller stærke smerter i endetarmen. Skulle det ske, bedes De uanset tidspunktet snarest henvende Dem på den nærmeste skadestue og medbringe denne skrivelse.
Ring venligst til mig, hvis forløbet afviger fra ovenstående, eller hvis der i øvrigt opstår tvivlsspørgsmål. Hvis jeg ikke er til stede, bedes De lægge besked på telefonsvareren, hvorefter jeg snarest vil ringe Dem op.